De legende Børn
O Børn, I Støiende,
som gjør mig Huset,
Med al sin Sneverhed, saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders
Leg beruset
Og til et Barn igjen lyksaliggjort!
O jeg betragter med veemodig Glæde
Ham med sin Pidsk, sin Tromme og sin Støi,
Og hende, denne Blomstrende og Spæde,
Glad ved sin Vugge og sit Dukketøi.
Maae ikke vore bedste Venner taale
Vor Egoismes
kjedelige Støi?
Og see vi ikke Voxnes Blik at straale,
Som denne Lilles, ved et Legetøi?
Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
End I med Eders fagre Uskyldsstand?
Og kom jeg videre, end mine Fædre,
I dette Skyggernes og Tvivlens Land?
Leg eders Leg! I kan, som
jeg, behøve
En Tumleplads for eders Luner smaa;
Det samme Børneværk vi alle
øve,
Vi støie, larme, sukke og forgaae.
(efterladte digte 1863)
find
flere digte i menuen "Aarestrup digte" eller på Kalliope.dk
