Emil Aarestrup´s   livsforløb :   
         

Carl Ludvig Emil Aarestrup er født i København den 4. december 1800.
Barndommen og opvæksten var rig på begivenheder med mulighed for at skabe psykologiske traumer, der kan trække spor op i den voksne alder, men Aarestrup kom over det og blev både kunstner og veluddannet læge og god familiefar. Han levede i en dramatisk og forandringspræget periode af Danmarks og Europas historie og naturvidenskaben ændrede sig til den iagttagende og

experimentelle metode.


Hans forældre blev separerede, da han var 6 år gammel og de døde begge året efter med 1½ måneds mellemrum. Som 7-årig kom han i pleje hos en 57-årig ugift, barnløs kvinde i Pilestræde, (Marie Møller) Her var han en slags enebarn, men med god kontakt til morfaderen og lillebroderen i St. Kongensgade, hvor morfaderen drev the-, porcelains- og kolonialvarebutik. Aarestrup havde udviklingsfremmende naboer og deres børn var hans udmærkede legekammerater.


Ad omveje blev han student i 1819, og en arv fra morfaderen og Marie Møller, hans plejemoder, bragte ham i stand til at studere både litteratur og medicin.


Mens han studerede ved Københavns Universitet fik han i 1822 en datter med sin 10 år ældre logiværtinde (Louise Spengler).

 

I 1824 forlovede han sig med sin 15-årige kusine Caroline Aagaard, der boede i Præstø, og de blev gift ved kongebrev
21.oktober 1827 i Trinitatis kirke


Aarestrup blev læge i forsommeren 1827 - en eksamen med udmærkelse (laudabilis præ ceteris).
Som nygift læge i oktober 1827 flyttede parret til Nysted og den omtalte arv gav baggrund for at købe ejendommen Adelgade nr. 25.

 

 I frivillig valgt isolation fra hovedstadens kulturmiljø var Aarestrup her en travl praktiserende læge, familiefar og kunstner. I årene 1827 – 1838 skrev Emil Aarestrup sin bedste og mest litterært blivende lyrik i Adelgade (nu nr. 80). Han har i mange tilfælde dateret sine digte på en søndag.


Han skrev mange digte med et erotisk indhold og en del digte om børn.
Han fik selv 12 børn med hustruen Caroline.

 

Han var æstetiker og han havde en næsten uovertruffen sans for ord, vers, rim og rytme.
Han foretager i 1832 en udlandsrejse til Karlsbad, betalt af greven til Aalholm.

Aarestrup var engageret som læge for den syge, jævnaldrende og skrantende komtesse Amalie Raben (datter af greven). Hun døde i Dresden på hjemturen.
Han fik stor ømhed for hende og hendes minde i hans sind påvirkede og inspirerede hans digtning.

 

Han optrænede sig selv som lyriker ved at oversætte digte af forfattere, som han satte højt:
Goethe, Heine, Byron og V. Hugo m. fl.

 

I den sene tidsperiode af Romantikken var der i borgerskabet et kulturelt tabu mod at udtrykke ret så tydelige erotiske tanker og drømme, som i pludselige glimt og i lange serier kan indfinde sig i vort skjulte bevidsthedsliv. Dette tabu gjaldt indtil Aarestrup frigjorde nogle af sine indre erotiske forestillinger, dog i skolet, omskrevet form og i perfekt rimede strofer og med metrikken fuldstændig i orden i en digtsamling i 1838.


Biedermeier´ske holdninger var nok tilbøjelige til at præge borgerskabet på den tid (ca. 1838) med konvention, snæversyn og sexforskrækkelse. Aarestrup fik ikke i sin levetid succes med sine digte.

Hans få læsere manglede frisindets forudsætninger. Det skulle komme senere.

Hans digtsamling blev kun solgt i 40 eksemplarer.


Traditionelt formoder mange, at Aarestrup også i praksis var tilbøjelig til at være  erotisk vidtløftig og udfordrende. Men det var nok næppe tilfældet. Mange af hans digte gemte han i skrivebordsskuffen og han viste moral og adfærdsmønster i overensstemmelse med tidens skrevne og uskrevne borgerlige regler. Og det var absolut højst begrænset, hvad man i en lille provinsby som Nysted kunne tillade sig at begive sig ud i af udenoms-hustruelige transaktioner, når man samtidig skulle bevare sin egen og borgernes respekt som praktiserende læge, gift med Caroline, havde børn under opvækst og var borgerrepræsentant.


Mulighederne for at få et bekræftende feminint erotisk gensvar på en eventuel diskret opfordring til stævnemøde et passende sted var sikkert ligeledes meget begrænsede af hensyn til kvindens egen blufærdighed og ansvarsfølelse og af frygt for – hvis det skulle komme så vidt –  at et tredje liv kunne blive tændt, som Aarestrup siger.

 

Emil Aarestrup var kunstner, men tillige en meget flittig og afholdt læge (7 dages vagt) med temperament, altid god for en intelligent replik og en oplagt lejlighedssang.


Aarestrup flyttede til Sakskøbing i 1838 og fik sig der en større praksis (1838-1849) og han blev endelig, som han ønskede det, stiftsfysikus (embedslæge) i Odense fra 1849 – 1856.
Han døde i sommeren 1856 på Odense sygehus, udslidt og med dårligt helbred.
Emil Aarestrup ligger begravet på Assistens Kirkegård i Odense.

Han brugte i sin praksis tænger til fødsler og tandudtrækning.

Han satte klystre og igler. Han ordinerede opium mod smerter.

Han brugte åreladning mod hjertesygdomme og kopsætning mod hoste og kinabark mod lollandsk syge,

(malaria) og han brugte det nyopfundne stetoskop og den nybeskrevne percussion.

 

Han var en god iagttager, men kunne af og til føle sig noget distraheret i sit arbejde.

Han siger i en ritornel om sig selv:

 

Hans Blik er naglede til Loftets Planker,

Hans Hånd til Ninas Arm, hvor Pulsen banker,

Men under Teppet finder du hans Tanker.
                                                                                                                     Nysted anno 2007 / Paul Poll

Med venlig hilsen

Aarestrup-foreningen